Anmeldelser m.m.

NB: Nyeste indlæg står nederst!

At kunne redegøre for anmeldelser af ens egne bøger kan ofte være en svær proces, da man som regel er ultrafølsom, når det gælder andres mening om det, man har brugt mange timer på at gøre til en helhed.

På den anden side må man også gøre sig det klart, at befinder man sig i den offentlige sfære, så må man tage de stød, der kommer. Ellers skulle man måske bare have ladet hele "elendigheden" blive hvor den havde det bedst - nemlig hjemme i skrivebordsskuffen!


Altså; så har man valgt at skrive bøger, må man være klar til hug fra højre. Og jo flere hug man får, jo værre bliver ens eget billede af anmelderen. Anmelderne kan dog være forskellige, faktisk ligeså forskellige som læserne er det (burde måske ikke værre sådan, men sådan er det faktisk). Ofte er det dog de værste, man husker. Lige indtil man støder på en anmelder, man er enig med, så vupti; og anmelderne er igen søde og venlige og helt almindelige, gode mennesker - akkurat som man selv er det (og for resten altid har været det). 

Mine to første bøger har ikke ligefrem opnået en overflod af anmeldelser, men her er et lille uddrag af alle de lange, da korte anmeldelser ofte ikke siger alverden.

"Rustvogn"
Her fra Janus Andersen, http://www.horrorsiden.dk/ 12-06-2008.

"Rustvogn" er ikke nogen dårlig bog - og slet ikke en dårlig debutbog. Men man bør være indstillet på den rette type fortællinger, før man går igang. Og er man i humør til lige præcis den form for dystre skæbnefortællinger, man også kan finde hos Poe, vil den uden tvivl være lige i øjet. Forventer man sig overdreven skræk og rædsel eller udpenslede pointer, er man gået forkert i byen. Klenø maler med mørke farver, og man skal være koncentreret for at fange nuancerne og de langsomme bevægelser i skyggerne.


"Skidt klædte mænd med baseballbat"
Her et uddrag fra Bibliotekar Jsfh´s lange anmeldelse på, http://www.litteratursiden.dk/ 3-5-2008.

"Man tager en poltergeist, en morderisk bande, en bager, et postbud og et par byboer, der flytter ind, hvor de slet ikke kan bunde. Dertil lægger man en fantastisk titel, og tilsammen giver det en læseoplevelse ud over det sædvanlige ...

... Da jeg så titlen "Skidt klædte mænd med baseballbat" måtte jeg bare læse bogen. Sådan en titel (som i øvrigt gav mig associationer til Stephen Kings "Lumpne mænd i gule frakker" er nødt til at dække over noget godt. Og det gør den også ...

... Historien er generelt spændende, og i perioder skriver Klenø en vis legemsdel ud af bukserne. Bl.a. dobbeltscenen hvor Erling konfronterer Tolby-banden, og hvor Abelone samtidig står overfor Poltergeisten er utroligt godt beskrevet, ligesom beskrivelserne af Tolby-bandens svingture også sidder lige i skabet.


"Skidt klædte mænd med baseballbat" uddrag fra Allan Sortkær, Litteraturmagasinet STANDART, sept. 2008.

" ... genremæssigt læner bogen sig længe op ad krimien, om end forbryderne ikke fanges ved listig deduktion eller rå magt, men ved at bl.a. Lauge lurer i ly af mørket - hvilket er helt fint. Men til sidst får den overnaturlige gyserhistorie fuld magt, og krimiens realisme forlades endegyldigt i en finale med baseballkøller, Tolby-bande og en menneskestor rottelignende poltergeist i en skøn blanding. Det er da usmageligt, men også rimeligt kulørt underholdende. Jeg var fint fornøjet, men også uforløst efter endt læsning."

Disse tre uddrag af anmeldelser var de eneste lange anmeldelser, efter de to første udgivelser. Aviserne og de vigtigste internetsider får mange bogudgivelser sendt ind af forlagene, og spørgsmålet er jo så, hvor mange anmeldelser man skal være tilfreds med at få tilbage? Ubetinget så mange som muligt - vil jeg sige!


"Den tredje hund" anmeldt af Elk. på "Boggnasker"
Den anden anmeldelse af "Den tredje hund" kom på internetsiden "Boggnasker.dk." En internetside for læsende børn og unge. Om den er mest for piger eller drenge og hvilken aldersgruppe den mest retter sig mod, ved jeg ikke. Men generelt set var anmeldelsen helt ok.
Her er et kort uddrag:

"Den er godt skrevet og den har en god handling. Personligt kan jeg rigtigt godt lide fortællinger fra barndommen, som har en indvirkning på voksenlivet. Og selv om dette ikke er på samme måde, så nød jeg alligevel fortællingen om Martin og villa Norfolk, imens situationen tilspidser samt alle familiehemmelighederne graver sig op ad mulden i takt med hundene".

Hele anmeldelsen kan læses på http://www.boggnasker.dk/
Husk også den flotte anmeldelse af Jette Holst på http://www.gyseren.dk/

"Den tredje hund" Artikel om bog og forfatter i Vendelboposten, onsdag d. 8. september:

"De mørke aftener er over os igen, og så er der ikke meget, som kan konkurrere med en god bog inde i den lune stue, mens efterårsvinden får grenene til at kradse på ruden. Morten Nis Klenø kunne være et oplagt emne at kaste sig over i en sen aftentime ... hvis du tør."
Det er svært ikke at være stolt over at høre noget sådan, og journalist Peter Mortensen fortsætter:

"Hjørring-forfatteren er aktuel med sin tredje roman, gyseren "Den tredje hund". Og det er velskrevet underholdning for alle pengene ...

... Morten Klenø er allerede igang med den næste bog. Og nu holder han sig til gysergenren, som han elsker så højt. Dermed ikke være sagt, at det bare handler om at få blodet til at dryppe ud af siderne. Morten Klenø vil også gerne fortælle en god historie. - Den bedste bog skrives med indlevelse. Hvis du kan holde gejsten oppe, så får du det bedste resultat, siger han. Og der er gejst og indlevelse i Morten Klenøs barndomsdrøm"

Det skal siges, at dette ikke bare er en beskrivende artikel i forbindelse med et interview. Journalisten havde før denne artikel selv læst bogen.